Microsoft: Danskere er lettest at snyde

Microsoft påstår, at Danmark har europæisk rekord i naivitet. Det er i hvert fald lettest at snyde en dansker, hvis man er spammer, viser en europæisk undersøgelse fra firmaet. Dansk sikkerhedekspert maner til besindelse

Hvert år lader cirka 30.000 danskere sig snyde på nettet. Det viser tal i en ny undersøgelse fra Microsoft.

De 30.000 personer mister et større eller mindre beløb som følge af spam-udsendte beskeder, der lover guld og grønne skove. For eksempel store pengepræmier fra konkurrencer, som personerne slet ikke har deltaget i.

Det højere antal er med til at cementere danskernes position som de mest godtroende i Europa. Microsoft-undersøgelsen viser nemlig, at cirka 32 procent af de adspurgte danskere tror, at nogle af de fantastiske mails faktisk kan munde ud i en gevinst eller belønning. Det er ifølge Microsoft europarekord. Til sammenligning påstår kun syv procent af englænderne, at de ville overveje at svare på enkelte uopforderede henvendelser i indbakken.

Over for MetroXpress anslår Københavns Vestegns Politi, at gennemsnitsbeløbet fra en snørret dansker er mellem 15-20.000 kroner.

Så dumme er vi heller ikke

Men det estimerede tal på 30.000 danskere, der lider økonomiske tab hvert år, er bemærkelsesværdigt højt.

Thomas Jensen, der er sikkerhedskonsulent ved sikkerhedsfirmaet Fort Consult, gætter på, at Danmarks førsteplads nærmere skyldes et udbredt brug af nettet.

»Vi har mange nye og uerfarne brugere. Jeg tror, at der er en større andel af den danske befolkning, der er på nettet end i nogle af de andre lande. Så rent procentmæssigt vil vi selvfølgelig ligge øverst,« siger han til ComON.

Tallet kommer også bag på sikkerhedsekspert Lars Neupart.

»De forsøg med spam-meddelelser på dansk, som vi har set indtil videre, har været så ringe udført, at man skal være mere end almindelig naiv for at tro på dem,« siger Lars Neupart, der driver sikkerhedsfirmaet Neupart.

»Så hvis man siger, at der er 30.000 danskere, der mister penge på det om året, så synes jeg, at det lyder meget højt. Nej, det er simpelthen for mange mennesker,« siger Lars Neupart.

Men han kan godt forstå at der er fokus på de udspekulerede spam-kampagner på trods af at de store penge findes ved netbanksvindel og kreditkortsvindel.

»Når nu netbankerne har så godt styr på sikkerheden i Danmark, så er det måske meget naturligt fra svindlernes synspunkt at forsøge at franarre folk lidt mindre beløb med på et område, hvor der ikke er den samme sikkerhed,« siger Lars Neupart.

Hos Microsoft forklarer man det høje tal med, at mange jo ikke indrømmer, at de er blevet snydt.

»Folk er mere tilbøjelige til at lade sig narre, end de selv vil indrømme, og mere, end vi havde forventet. For mange er det noget, de er så flove over, at det aldrig bliver politianmeldt,« siger Tim Cranton, international direktør i Microsoft-afdeling for internetsikkerhed.

5.000 personer fra syv europæiske lande er blevet spurgt i forbindelse med undersøgelsen.

I undersøgelsen blev der også spurgt ind til folks tryghedsfornemmelse på nettet, når de ved, at fupnumrene er så udbredte. 32 procent af danskerne svarede, at de nu er mindre tilbøjelige til at handle på nettet på grund af konkurrence-svindelnumrene. 10 procent svarer, at konkurrence-spam generelt få dem til at bruge nettet mindre.

Da Microsoft ofte bliver misbrugt i de nævnte spam-kampagner har firmaet startet sin egen kampagne mod fup. Derfor opfordrer Microsoft alle til at sende en mail til reportlotteryfraud@microsoft.com, hvis man modtager falske mails, hvor Microsoft indgår.

Den danske del af rapporten kan læses http://issuu.com/comon/docs/microsoft_survey_october2008" target="blank">her.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Advania Danmark A/S
Hardware, licenser, konsulentydelser

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Cyber Security Summit 2025: Her er truslerne – og sådan beskytter du dine kritiske data

Deltag og få værktøjer til at beskytte din virksomhed mod de nyeste cybertrusler med den rette viden og teknologi.

19. august 2025 | Læs mere


Cyber Security Summit 2025 i Jylland

Deltag og få værktøjer til at beskytte din virksomhed mod de nyeste cybertrusler med den rette viden og teknologi.

21. august 2025 | Læs mere


AI i det offentlige: Potentiale, erfaringer og krav

Hør erfaringerne med at anvende AI til at transformere og effektivisere processer i det offentlige – og med at sikre datakvalitet, governance og overholdelse af retningslinjer.

27. august 2025 | Læs mere